På min tur i Ukraine fik jeg købt og læst The Captivity.
At læse The Captivity er som at træde ind i et rum, hvor menneskelig værdighed konstant er under pres og alligevel overlever i de mindste handlinger af omsorg, humor og fællesskab. Valeriiya “Nava” Subotina var ikke blot forsvarer af Mariupol og Azovstal-stålværket, men også et menneske midt i krigens mest ekstreme vilkår.
Bogen giver et indblik i livet i russisk fangenskab, skildret med en nøgternhed, der gør oplevelserne desto stærkere. “Nava” beskriver vold, ydmygelse og systematisk nedbrydning, men hun dvæler også ved de små øjeblikke, hvor fællesskabet mellem fangerne skaber sprækker af menneskelighed. Små ritualer, samtaler i mørket og forsøg på at holde fast i hverdagen bliver måder at modsætte sig afhumaniseringen på.
En af bogens mest rørende fortællinger er historien om hendes forlovelse og ægteskab med Andrii Subotin midt under belejringen af Azovstal. At de blev gift med ringe lavet af folie, og at han blev dræbt blot få dage senere, gør kærligheden til et stille, men vedvarende nærvær i teksten. Det understreger, at denne bog ikke kun handler om krig og fangenskab, men om liv, relationer og tab.
“Nava” sprog er klart og usentimentalt. Hun undgår både heltefortællinger og patos og insisterer i stedet på at vise virkeligheden, som den er. The Captivity er derfor ikke en bog, der søger sympati, men forståelse. Den viser, hvordan menneskelig værdighed kan overleve, selv når friheden er taget fra én.
Det er en tung, men nødvendig bog. The Captivity giver stemme til vigtige erfaringer. Jeg anbefaler den på det kraftiges.
Udover at være en personlig beretning indskriver The Captivity sig i en bredere sammenhæng omkring kampagnen Free Mariupol Defenders.
I dag er kampagnen Free Mariupol Defenders blevet et symbol på den fortsatte kamp for at få alle de ukrainske forsvarere, som blev taget til fange efter kapitulationen af Azovstal, tilbage til Ukraine. Da de ukrainske styrker i maj 2022 — efter næsten tre måneders belejring — blev bedt om at overgive sig for at redde liv, var det på baggrund af løfter om, at de ville kunne komme hjem gennem prisoner-exchange-aftaler. Mange af dem blev dog i stedet ført ind i russisk fangenskab, hvor deres nøjagtige opholdssted ofte er hemmeligholdt, og kontakten med familierne ophørte allerede kort efter overgivelsen.
Dette har i årene efter skabt vedvarende frustration og sorg blandt familier, medforsvarere og i det ukrainske samfund generelt. Mange mener, at Rusland enten systematisk blokerer for deres tilbagevenden eller bruger deres skæbne som forhandlingsmasse, og at det løfte, der blev givet i forbindelse med overgivelsen, endnu ikke er indfriet for langt størstedelen af dem, der stadig er tilbage.
Derfor ser man regelmæssige demonstrationer i Ukraine og andre steder i verden, hvor folk kræver frigivelse af disse forsvarere og et svar på, hvor de er, og hvornår de kan vende hjem. Nogle af disse demonstrationer finder sted på offentlige steder trods strenge regler for offentlig forsamling i Ukraine, netop fordi behovet for at holde spørgsmålet om deres skæbne i offentlighedens lys er så stærkt — og fordi mange føler, at de officielle kanaler ikke alene har bragt dem hjem endnu.
